Partnerskab og forskerservice

Vi modtager hvert år flere hundrede tusinde rapporteringer af utilsigtede hændelser i Dansk Patientsikkerhedsdatabase. Ved hjælp af oplysningerne er det muligt at analysere og formidle viden om årsager til risikosituationer, hvilket afspejler hvor og hvordan, det kan gå galt i det danske sundhedsvæsen. Hvis du er interesseret i oplysninger til et projekt, kan du indgå i et partnerskab med os eller gøre brug af vores forskerservice.

Du kan indgå i et partnerskab med os, hvor vi samarbejder om konkrete initiativer til at øge patientsikkerheden, eller gøre brug af vores forskerservice, hvor vi stiller data til rådighed i forbindelse med et forskningsforløb, når patientsikkerhedsmæssige problemstillinger skal belyses. Udover levering af data i både bearbejdet og ubearbejdet form, kan vi også, i et vist omfang, bidrage med ekspertise til videre bearbejdning af data.

Sådan ansøger du om udlevering af data

For at ansøge om udlevering af data, skal du udarbejde en projektbeskrivelse, som sandsynliggør, at projektet kan gennemføres. Projektbeskrivelsen er altså en forudsætning for, at vi kan indgå en aftale om levering af data til enten et partnerskab eller et forskningsprojekt. Hvis du skal bruge data i ubearbejdet form, det vil sige ikke-anonymiseret, har du brug for en tilladelse fra Datatilsynet.

Hvis du har en god ide til et projekt, så send en kort beskrivelse af projektet og de forventede resultater til os.

Send ansøgning

Send ansøgning og projektbeskrivelse til

viden@stps.dk

Når du har sendt din ansøgning

Når du har sendt din ansøgning og projektbeskrivelse, kontakter vi dig, når vi har læst dit materiale. Du kan naturligvis også skrive til os, hvis du har spørgsmål, inden du skriver din ansøgning.

Sådan udfylder du projektbeskrivelsen

Som minimum skal projektbeskrivelsen indeholde følgende elementer, hvis du ansøger til et forskningsprojekt:

  • En kort introduktion
  • Projektets formål
  • Forventet resultat af projektet
  • Hvilke data du ønsker at anvende, og hvilke metoder, du planlægger at anvende til analyserne
  • En redegørelse for etiske overvejelser
  • Perspektivering

Eksempler på partnerskaber

Der er en lang række af forskellige samarbejdskonstellationer, som kan indgå i et partnerskab. Eksemplerne på partnerskaber er alene til inspiration.

Patientorganisationer

Patientorganisationer, der vil belyse, om visse patientgrupper er særligt udsatte for at blive involveret i en utilsigtet hændelse.

Undervisere

Undervisere der planlægger konferencer, gå-hjem møder med videre.

Forskere

Vi kan stille data til rådighed for forskningsprojekter, således at viden fra utilsigtede hændelser anvendes til at skabe ny viden.

Arbejdsgrupper eller enkeltpersoner

Arbejdsgrupper eller enkeltpersoner, der reviderer eller udarbejder nye patient-eller pakkeforløb, hvor viden fra utilsigtede hændelser kan bruges proaktivt til at forebygge gentagelse.

Kliniske afdelinger, sygehuse eller videnskabelige selskaber

Kliniske afdelinger, sygehuse eller videnskabelige selskaber, der ønsker at benytte vores data som baggrund for udarbejdelse af kliniske vejledninger eller lignende.