På Onkologisk Ambulatorium deltager en væsentlig del af patienterne i en telefonkonsultation med en sygeplejerske dagen før deres medicinske kræftbehandling. Den medicinske kræftbehandling har flere og ofte toksiske bivirkninger, som kan have fatale konsekvenser og påvirke patientens livskvalitet i negativ retning, hvis de ikke bliver opdaget og handlet på i tide. Ligesom det kan være fatalt, hvis patienten modtager behandling på trods af bivirkninger.
Forud for behandling skal patientens tilstand og eventuelle bivirkninger derfor altid vurderes. Det er ofte en sygeplejerske, der laver vurderingen ved en telefonkonsultation.
Erfaringer vise, at telefonkonsultationer ikke blev udført systematisk. Nogle sygeplejersker anvendte guidelines, nogle spurgte blot, om patienten følte sig klar, og andre havde deres helt egne rutiner.
Arbejdsgang
For at få viden om, hvordan kvaliteten af telefonkonsultationer kunne forbedres, blev der gennemført en interviewundersøgelse. I alt 12 patienter med forskellige kræftdiagnoser og -prognoser deltog i undersøgelsen.
Resultaterne fra undersøgelsen viste, at en del af patienterne var utrygge, da de ikke altid var informerede om, hvad telefonkonsultationen indebar. Undersøgelsen viste også, at patienterne i større grad ønskede at tage ansvar for deres eget behandlingsforløb.
Det blev derfor indført, at patienter og sygeplejersker skulle bruge spørgeskemaer i appen "Mit sygehus" forud for telefonkonsultationerne. Her kunne patienterne ved hjælp af spørgeskemaerne selv indrapportere graden af udvalgte bivirkninger og symptomer. Forud for telefonkonsultationen orienterede sygeplejersken sig i patientens indrapporterede svar fra spørgeskemaerne omkring bivirkninger og symptomer. På den måde tog telefonkonsultationen systematisk udgangspunkt i patientens perspektiv, og sygeplejersken kunne handle i tide på eventuelle, svære bivirkninger og symptomer.
Ved patienter, der ikke kunne håndtere det elektroniske skema via appen, brugte sygeplejersken det samme spørgeskema, som var i appen, når de talte med patienterne over telefonen.
Udfordringer og løsninger
Det var udfordrende at nå i mål med projektet inden for den afsatte tid. Grundige undersøgelser og implementering, der inkluderer nye teknologiske løsninger, er tidskrævende. Dette blev løst med velvillighed fra ledelsen om, at der skulle ekstra tid til for at komme i mål.
Ressourcer
Projektet blev udført af en projektansvarlig sygeplejerske og kvalitetsnøgleperson og en klinisk sygeplejespecialist og PhD. stud. - begge fra Onkologisk Afdeling på Vejle Sygehus.