Ansøgning om godkendelse til at registrere alternative behandlere

Foreninger af alternative behandlere kan blive godkendt til at registrere efter RAB-ordningen, hvis foreningen opfylder en række krav. Foreningen skal blandt andet have regler for god klinisk praksis samt et klageorgan, hvor brugerne kan klage over den behandling, som de har fået af foreningens medlemmer

Formålet med RAB-ordningen er at give brugere en bedre mulighed for at undersøge, om en alternativ behandler opfylder en række faglige og uddannelsesmæssige krav.

Indhold på siden

Hvilke foreninger kan godkendes?

Krav om dokumentation

Gebyrer

Når foreningen er godkendt til at RAB-registrere

Sådan søger foreningen

Hvilke foreninger kan godkendes? 

En forening kan blive godkendt til at RAB-registrere, hvis:

  • Foreningen har mindst 30 medlemmer, som har ret til at blive registreret. Hvis en forening repræsenterer flere forskellige fagområder (fx akupunktur, zoneterapi mv.), skal der inden for hver enkelt fagområde som udgangspunkt være mindst 20 medlemmer, som har ret til registrering

Desuden skal foreningen: 

Have som væsentligste formål at repræsentere alternative behandlere i faglige spørgsmål

  • Have et regelsæt for god klinisk praksis, som lever op til RAB-bekendtgørelsens krav
    I minimum 2 år have eksisteret og repræsenteret den faggruppe af alternative behandlere, som foreningen ønsker godkendelse til at registrere
  • Være opbygget i en anerkendt foreningsform 
  • Have vedtægter, som lever op til RAB-bekendtgørelsens krav
  • Have et klageorgan, som lever op til RAB-bekendtgørelsens krav
  • Stille basale uddannelseskrav til de af deres medlemmer, som foreningen registrerer

Krav om dokumentation

Ansøgningen skal indeholde følgende dokumentation:

  • Kopi af foreningens vedtægter  med bestemmelser om klageorganet
  • Kopi af foreningens regelsæt for god klinisk praksis
  • Referaterne fra de ordinære generalforsamlinger de seneste  2 år forud for ansøgningen
  • Referaterne fra de ekstraordinære generalforsamlinger de seneste  2 år forud for ansøgningen
  • Indkaldelser, dagsordener, bestyrelsens beretning og reviderede regnskaber, som har været fremlagt på generalforsamlingerne de seneste to år

Ansøgningen skal også indeholde følgende oplysninger:

  • Hvilke behandlingsformer (fagområder), som foreningen repræsenterer
  • Hvilke behandlingsformer (fagområder), som foreningen ønsker at registrere
  • Det totale antal medlemmer af foreningen, fordelt på medlemskategori (fx uddannelsessøgende eller passivt medlem)
  • Antal medlemmer for hver behandlingsform, hvis foreningen dækker flere behandlingsformer
  • Hvor mange medlemmer, foreningen forventer vil ansøge om registrering efter RAB-ordning
  • Hvor mange medlemmer, som opfylder uddannelseskravene 

Foreningen skal desuden oplyse, hvordan foreningen vil sikre, at offentligheden får adgang til:

  • Hvilke af foreningens medlemmer, som har ret til at anvende titlen som registreret alternativ behandler (RAB) 
  • Oplysninger om, hvordan foreningen registrerer alternative behandlere (procedure)
  • Regelsæt for god klinisk praksis
  • Hvilke uddannelses-, eksamens - samt efteruddannelsekrav, som foreningen stiller overfor de registrerede medlemmer
  • Klageadgangen til foreningens klageorgan.

Styrelsen for Patientsikkerhed kan efterfølgende bede om supplerende oplysninger eller materiale, hvis vi har behov for det for at vurdere en ansøgning. Når vi har modtaget det nødvendige materiale og gebyret, vurderer vi ansøgningen. 

Gebyrer

For at blive godkendt til at registrere efter RAB-ordningen, skal foreningen betale:

  • 7.017 kr. for vejledning og vurdering af ansøgning om en forenings godkendelse til at kunne registrere alternative behandlere 
  • 13.256 kr. for godkendelsen

Herefter skal foreningen årligt betale

  • 6.628 kr. for at opretholde sin godkendelse til at kunne registrere alternative behandlere.

Når foreningen er godkendt til at RAB-registrere

Styrelsen for Patientsikkerhed offentliggør godkendte foreninger på hjemmesiden. 

Se liste over foreninger, der er godkendt til at RAB-registrere

Hvis en forening ønsker at opretholde godkendelsen, skal foreningen:

  • Fremsende en kopi af referat af generalforsamling
  • Betale et årligt gebyr
  • Fremsende en kopi af eventuelle vedtægtsændringer eller ændringer i andet materiale, der ligger til grund for godkendelsen
  • Kunne dokumentere, at de registrerede medlemmer overholder efteruddannelseskravene

Styrelsen vil én gang om året anmode foreningerne om at fremsende ovenstående materiale.

Sådan søger foreningen 

Foreningen skal sende en ansøgning om godkendelse til at RAB-registrere til Styrelsen for Patientsikkerhed. Ansøgningen kan sendes med mail eller post. 

E-mail adresse: SJUR@stps.dk

Adresse: Styrelsen for Patientsikkerhed, Islands Brygge 67, 2300 København S