Behandlingsansvarlig læge
Som læge har man et selvstændigt behandlingsansvar for sine patienter. Dette gælder uanset, om lægen betegner sig som behandlingsansvarlig læge eller ej. Hvis lægen i stedet for benytter medhjælp, er lægen også behandlingsansvarlig for de patienter, som medhjælpen behandler på vegne af lægen.
Er der kun tilknyttet én læge til behandlingsstedet, vil lægen dér være den behandlingsansvarlige læge, og der skal ikke registreres en virksomhedsansvarlig læge i Behandlingsstedsregisteret.
Virksomhedsansvarlig læge
På et behandlingssted, hvor der er flere læger tilknyttet, har den virksomhedsansvarlige læge det overordnede ansvar for den samlede sundhedsfaglige behandling, der udføres på behandlingsstedet. Den virksomhedsansvarlige læges overordnede ansvar tilsidesætter ikke den enkelte læges eller øvrige sundhedspersoners selvstændige ansvar for at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i deres faglige virke, herunder den behandlingsansvarlige læges ansvar, men dette ansvar suppleres af den virksomhedsansvarlige læges overordnede ansvar.
Et behandlingssted - herunder kosmetisk behandlingssted - som udfører patientbehandling og har mere end én læge tilknyttet, skal registrere en virksomhedsansvarlig læge. Registrering af virksomhedsansvarlig læge skal ske ved registreringen af behandlingsstedet i Behandlingsstedsregisteret.
Hvis du vil vide mere om, hvornår og hvorvidt et behandlingssted skal have registreret en virksomhedsansvarlig læge, hvad titlen som virksomhedsansvarlig læge indebærer og hvilke krav, der stilles til en virksomhedsansvarlig læge, kan du læse vejledningen om virksomhedsansvarlige læger og tandlæger.
Se vejledningen på retsinformations hjemmeside