Når du som praktiserende læge eller speciallæge skal vurdere helbredstilstanden hos en patient, kan du benytte vejledningen om helbredskrav til kørekort. Det kan både være i forbindelse med udstedelse eller fornyelse af kørekort eller ved overvejelser om lægeligt kørselsforbud.
Vejledningen præciserer de krav til omhu og samvittighedsfuldhed, som læger i henhold til autorisationsloven bør udvise ved vurdering af spørgsmål om helbred og bilkørsel.
Vejledningen udgives af Styrelsen for Patientsikkerhed, og er et arbejdsredskab for læger. Den er en lægefaglig omformulering af de lægefaglige dele af det juridiske dokument "Bekendtgørelse om kørekort". Vejledningen opdateres med få års mellemrum.
Vejledningen kan også læses af borgere, der har brug for at vide, hvornår det lægefagligt vurderes, at en borger på grund af sygdom, svækkelse, påvirkning af bevidsthedspåvirkende stoffer, eller af andre lignende årsager »er ude af stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende måde«, jf. færdselslovens § 54, stk. 2. Heraf fremgår det klart, at motorkøretøj ikke må føres eller forsøges ført af nogen, som er omfattet af ovenstående.
Lægeligt kørselsforbud
Såfremt der er udstedt et lægeligt kørselsforbud, og du har viden om at patienten ikke overholder eller du vurderer at patienten ikke vil efterleve kørselsforbuddet, skal du som læge indberette dette skriftligt til Styrelsen for Patientsikkerhed. Vi videregiver herefter oplysningen til Færdselsstyrelsen med henblik på eventuel inddragelse af førerretten. Du sender sikkert til os på denne mail (kræver MitID-login):
Send Digital Post sikkert til os
Hvis du er i tvivl
Er du som læge er i tvivl om der bør udstedes kørselsforbud, bør du:
- Læse om den pågældende tilstand i Vejledning om helbredskrav til kørekort
- Hvis du fortsat er i tvivl, kan du foreslå din patient, at der indledes en kørekortsag med henblik på at afklare om patienten er føreregnet. Du opstarter en kørekortsag ved at udfærdige en motorattest, som patienten efterfølgende selv indsender eller indleverer til Borgerservice. I attestens konklusion, punkt 3 kan du anbefale, at patienten indstilles til en vejledende helbredsmæssig køretest, hvis du vurderer, at det er relevant for afklaring af problemstillingen.
Hent kørekortattest på Borger.dk
- Som læge har du også mulighed for at drøfte problemstillingen med en læge i Tilsyn og Rådgivning. Telefonerne er åbne mandag til fredag kl. 9.30 – 15.00:
Tilsyn og Rådgivning ØST: 72 22 74 50
Tilsyn og Rådgivning VEST: 72 22 79 79