Evalueringsansættelse
Når vi har vurderet, at din uddannelse kan sidestilles med den danske grunduddannelse som sygeplejerske, er du klar til at finde en evalueringsansættelse som næste trin i din vej til at opnå dansk autorisation som sygeplejerske. Inden du kan starte i din evalueringsansættelse, skal du først søge og have en evalueringsautorisation.
Formålet med din evalueringsansættelse er, at din arbejdsgiver skal vurdere dine kliniske kompetencer og dine evner til at kommunikere med patienterne og det øvrige sundhedspersonale i praksis. Evalueringsansættelsen skal sikre os, at du har de nødvendige fundamentale sygeplejefaglige og sproglige kompetencer og ikke er til fare for patientsikkerheden.
Der er derfor tale om, at der under din evalueringsansættelse sker en afprøvning af dine faglige og sproglige færdigheder.
Du får udstedt en tidsbegrænset autorisation til ansættelsen, der er begrænset til tidsrummet og det konkrete ansættelsessted for evalueringsansættelsen. Du vil få løn under ansættelsen og arbejde på helt almindelige vilkår.
Din arbejdsgiver skal under evalueringsansættelsen bl.a. vurdere om du:
- Har viden om og kan reflektere over sygeplejefagets værdier, teorier, begreber og metoder.
- Har viden om og kan reflektere over forebyggelse, sundhedsfremme, rehabilitering og palliation.
- Har viden om og kan reflektere over professionens anvendelse af teknologi i pleje, behandling og kvalitetssikring.
- Har viden om og kan reflektere over egen professionsudøvelse samt egne professionsopgaver.
- Kan anvende og vurdere situationsbestemt kommunikation, vejledning og rådgivning i samspil med patient og borger.
- Kan anvende, vurdere og formidle klinisk beslutningstagen med henblik på at observere, diagnosticere, vurdere, prioritere, lede, koordinere, evaluere, dokumentere og justere sygepleje på individ- og gruppeniveau.
- Selvstændigt kan håndtere organisering, vurdering, justering og dokumentation af pleje-og behandlingsforløb.
- Selvstændigt kan tage ansvar for og håndtere klinisk beslutningstagen.
- Selvstændigt at indgå i situationsbestemt kommunikation i forskellige kontekster.
Sådan finder du en evalueringsansættelse
Du kan finde ledige stillinger i sundhedsvæsenet i Danmark på www.jobnet.dk eller andre jobsøgningsportaler på nettet. Du kan også besøge de enkelte arbejdsgiveres hjemmesider og se jobs, der er slået op der (fx regioner, kommuner og private sundhedsudbydere).
Det er dit eget ansvar at finde en arbejdsgiver, der vil ansætte dig i en evalueringsansættelse, som lever op til de gældende krav, som du kan læse mere om nedenfor.
Krav til din evalueringsansættelse
Når vi har godkendt din uddannelse, er du klar til at søge en evalueringsansættelse, som du selv skal finde. Det er dit eget ansvar at finde en arbejdsgiver, der vil ansætte dig i en evalueringsansættelse, der lever op til de gældende krav, som du kan læse mere om nedenfor.
- Evalueringsansættelsen skal som udgangspunkt være på et sygehus, plejehjem eller lignende.
- Du skal som minimum være ansat 6 måneder på fuld tid - eller længere, hvis vi har vurderet, at din uddannelse mangler kliniske timer, som du skal kompensere for under evalueringsansættelse.
- Du skal ansættes på helt almindelige vilkår og have løn i perioden.
Det er nødvendigt, at du kan tale, læse og skrive dansk for at opnå en evalueringsautorisation. Det er fordi, du skal kunne kommunikere med patienter, pårørende og kollegaer. Det er arbejdsgiver der inden ansættelsen skal sikre sig, at du har de rette faglige, sproglige og kommunikative kompetencer til at kunne varetage de konkrete arbejdsfunktioner, den pågældende stilling omfatter.
Det er et krav for godkendelse af evalueringsansættelsen, at der er tilknyttet en dansk autoriseret sygeplejerske, som kan varetage den daglige evaluering af dit arbejde, men det er ikke et krav, at ansættelsesstedet skal forhåndsgodkendes til at kunne varetage evalueringsansættelsen.
Vær opmærksom på, at du ikke må starte i din evalueringsansættelse, før du har 1) en evalueringsautorisation og 2) en opholds- og arbejdstilladelse.
Afgørelser efter evalueringsansættelsen
Når du er færdig med din evalueringsansættelse, skal ansættelsesstedet, hvor du har været ansat, sende evalueringsskemaet til os.
Ansættelsesstedet skal benytte vores evalueringsskema. Alle felter i evalueringsskemaet skal udfyldes.
Evalueringsskemaet skal udfyldes af din arbejdsgiver og skal anvendes af din arbejdsgiver til at strukturere vurderingen af dig under evalueringsansættelsen. Evalueringsskemaet giver et overblik over de kriterier, der ligger til grund for vurderingen. På den baggrund vil den superviserende/evaluerende sygeplejerske kunne lægge en plan for den evalueringsansættelse, du skal være i.
Du skal sørge for, at dit ansættelsessted sender evalueringsskemaet til os i løbet af den sidste måned af din evaluering. Skemaet skal sendes med post eller via sikker mail til stps@stps.dk.
Afdelingens betragtninger vil indgå i vores vurdering af, om en du kan få godkendt dit evalueringsforløb og dermed opnå en varig dansk autorisation som sygeplejerske.
Hvis dit ansættelsessted, giver dig en positiv evaluering af både dine sproglige kvalifikationer og dine faglige kompetencer vil du få udstedt en varig dansk autorisation som sygeplejerske.
Hvis vi modtager en negativ vurdering fra dit ansættelsessted, har du mulighed for at søge en ny evalueringsansættelse. Du skal dog være opmærksom på, at du skal have gennemført evalueringsansættelsen med en positiv evaluering senest 3 år efter du fik din uddannelse vurderet..
Evalueringsautorisation
Du skal have en evalueringsautorisation for at arbejde i en evalueringsansættelse. Du må ikke påbegynde din ansættelse før du har fået modtaget en evalueringsautorisation fra os.
Evalueringsautorisationen er begrænset til at gælde for dit ansættelsessted og den gælder kun i den periode, du er ansat i evalueringsstillingen.
Når du har en evalueringsautorisation, har du de samme rettigheder og pligter, som andet autoriseret personale.
Sådan får du en evalueringsautorisation
Når du har fået tilbudt en stilling, skal du søge om en evalueringsautorisation, som vi udsteder til brug for din evalueringsansættelse.
For at få en evalueringsautorisation skal du først:
- bede den arbejdsgiver, som ansætter dig, om at udfylde og sende os ansøgning om evalueringsautorisation til en evalueringsansættelse.
- sende os et opdateret CV
- sende os en ny erklæring om "good standing" eller lignende. Hvis du har opholdt dig i Danmark i hele perioden fra den dato, hvor du fik godkendt din uddannelse hos os, kan du i stedet sende dokumentation, der bekræfter dette.
Erklæring om "good standing"
Samtidig med at du søger om en evalueringsautorisation, skal du sørge for, at de relevante myndigheder i det land, hvor du senest har arbejdet indenfor din profession udsteder:
- En erklæring om din professionelle status (Certificate of Current Professional Status/Certificate of good standing) i en forseglet kuvert, hvor myndighedens navn, adresse og logo/stempel fremgår. Erklæringen må maksimalt være 3 måneder gammel, når vi har al den krævede dokumentation fra dig og kan indlede sagsbehandlingen. Det skal fremgå af erklæringen, at du har ret til at fungere inden for dit fag – dvs. at du ikke har fået frataget din autorisation.
Du kan også vælge at sende blanketten Validation of Registration til den kompetente sundhedsmyndighed, og bede dem udfylde den. Hent: Validation of registration
Hvis du ikke er autoriseret og derfor ikke kan få udstedt en erklæring om "good standing", skal du i stedet indsende en erklæring om "non-registration" i en forseglet kuvert, hvor myndighedens navn, adresse og logo/stempel fremgår.
Erklæring om "non-registration"
Du må selv gerne sende de nævnte erklæringer
Du eller anden part må gerne selv sende de nævnte erklæringer til os, under forudsætning at hver erklæring ligger i sin egen forseglet kuvert. Du skal sikre dig, at myndighedens navn, adresse og logo/stempel fremgår af kuverten, da vi ellers ikke vil godkende erklæringen. Du må ikke bryde forseglingen.
Sagsbehandlingstid
Når vi har modtaget al den krævede dokumentation, vil vi behandle din ansøgning om evalueringsautorisation så hurtigt som muligt. Behandlingen af din ansøgning om evalueringsautorisation kan dog tage op til 14 dage. Vi har ikke mulighed for at udstede en evalueringsautorisation til dig med tilbagevirkende kraft.
Det offentlige autorisationsregister
Fra det tidspunkt din evalueringsautorisation er gældende, vil den fremgå af vores offentlige autorisationsregistret. Her kan du, din arbejdsgiver og andre interesserede se din autorisationsstatus.
Søg evalueringsautorisation
Søg opholds- og arbejdstilladelse
Evalueringsskema