Evalueringsansættelse
Formålet med din evalueringsansættelse er, at din arbejdsgiver skal vurdere dine kliniske kompetencer og dine evner til at kommunikere med patienterne og det øvrige sundhedspersonale.
Du får udstedt en tidsbegrænset autorisation til ansættelsen, der er begrænset til tidsrummet og det konkrete ansættelsessted for evalueringsansættelsen. Du vil få løn under ansættelsen og arbejde på helt almindelige vilkår.
Sådan finder du en evalueringsansættelse
Du kan finde ledige stillinger i sundhedsvæsenet i Danmark på www.jobnet.dk eller andre jobsøgningsportaler på nettet. Du kan også besøge de enkelte arbejdsgiveres hjemmesider og se jobs, der er slået op der (fx regioner, kommuner og private sundhedsudbydere).
Det er dit eget ansvar at finde en arbejdsgiver, der vil ansætte dig i en evalueringsansættelse, som lever op til de gældende krav, som du kan læse mere om nedenfor.
Krav til din evalueringsansættelse
Når vi har godkendt din uddannelse, og du har opfyldt sprogkravet, er du klar til at søge en evalueringsansættelse, som du selv skal finde.
- Evalueringsansættelsen skal være på et sygehus eller en klinik.
- Du skal være ansat i 6 måneder på fuld tid – eller længere, hvis vi har vurderet, at din uddannelse mangler kliniske timer, som du skal kompensere for under evalueringsansættelse.
- Du skal ansættes på helt almindelige vilkår og have løn i perioden.
Vær opmærksom på, at du ikke må starte i din evalueringsansættelse, før du har 1) en evalueringsautorisation og 2) en opholds- og arbejdstilladelse.
Afgørelser efter evalueringsansættelsen
Når du er færdig med din evalueringsansættelse, sender den afdeling eller klinik, hvor du har været ansat, en udtalelse til os. På den baggrund får du enten:
- Varig autorisation: Hvis afdelingen eller klinikken giver dig en positiv vurdering af både dine sproglige kvalifikationer og dine faglige kompetencer får du en varig dansk autorisation.
- Hvis vi modtager en negativ udtalelse fra dit ansættelsessted, har du mulighed for at søge en ny evalueringsansættelse. Du skal dog være opmærksom på, at du skal have gennemført evalueringsansættelsen med en positiv evaluering senest 3 år efter du fik din uddannelse vurderet.
Evalueringsautorisation
Du skal have en evalueringsautorisation for at arbejde i en evalueringsansættelse. Det er den arbejdsgiver, som ansætter dig, der skal udfylde og sende ansøgningen til os. Evalueringsautorisationen er begrænset til at gælde for dit ansættelsessted og den gælder kun i den periode, du er ansat i evalueringsstillingen. Når du har en evalueringsautorisation, er du underlagt samme rettigheder og pligter, som andet autoriseret personale.
Sådan får du en evalueringsautorisation
Når du har fået tilbudt en stilling, skal du søge om en evalueringsautorisation, som vi giver til brug for din 6 måneders evalueringsansættelse.
For at få en evalueringsautorisation skal du først:
- bede den arbejdsgiver, som ansætter dig, om at udfylde og sende os ansøgning om evalueringsautorisation til en evalueringsansættelse.
- sende os et opdateret CV
- sende os en ny erklæring om "good standing" eller lignende. Hvis du har opholdt dig i Danmark i hele perioden fra den dato, hvor du fik godkendt din uddannelse hos os, kan du i stedet sende dokumentation, der bekræfter dette.
Erklæring om "good standing"
Samtidig med at du søger om en evalueringsautorisation, skal du sørge for, at de relevante myndigheder i det land, hvor du senest har arbejdet indenfor din profession udsteder:
- En erklæring om din professionelle status (Certificate of Current Professional Status/Certificate of good standing) i en forseglet kuvert, hvor myndighedens navn, adresse og logo/stempel fremgår. Erklæringen må maksimalt være 3 måneder gammel, når vi har al den krævede dokumentation fra dig og kan indlede sagsbehandlingen. Det skal fremgå af erklæringen, at du har ret til at fungere inden for dit fag – dvs. at du ikke har fået frataget din autorisation.
Du kan også vælge at sende blanketten "Validation of Registration" til den kompetente sundhedsmyndighed, og bede dem udfylde den. Hent: Validation of registration
- Hvis du ikke har en autorisation eller på anden måde er registreret som osteopat og derfor ikke kan få udstedt en erklæring om "good standing", skal du i stedet få udstedt en erklæring om "non-registration". Find mere information på siden Erklæring om "non-registration".
Du må selv gerne sende de nævnte erklæringer
Du eller anden part må gerne selv sende de nævnte erklæringer til os, under forudsætning at hver erklæring ligger i sin egen forseglet kuvert. Du skal sikre dig, at myndighedens navn, adresse og logo/stempel fremgår af kuverten, da vi ellers ikke vil godkende erklæringen. Du må ikke bryde forseglingen.
Du må ikke starte på din evalueringsansættelse, før du har fået en evalueringsautorisation. Din evalueringsautorisation vil fremgå af autorisationsregistret.
Sagsbehandlingstid
Når vi har modtaget al den krævede dokumentation, vil vi behandle din ansøgning om evalueringsautorisation så hurtigt som muligt. Behandlingen af din ansøgning om evalueringsautorisation kan dog tage op til 14 dage. Vi har ikke mulighed for at udstede en evalueringsautorisation til dig med tilbagevirkende kraft.
Søg evalueringsautorisation
Søg opholdstilladelse og arbejdstilladelse