Ansøgning og godkendelse af uddannelse

Din udenlandske uddannelse som læge skal i det væsentligste svare til den tilsvarende danske uddannelse. Det vurderer vi på baggrund af den dokumentation, du har indsendt til os.

Som det første trin skal vi godkende din uddannelse som læge. Vi ser på, om du i udlandet har opnået et samlet uddannelsesniveau, som kan sidestilles med den tilsvarende danske grunduddannelse for læger.

Hvis din udenlandske uddannelse kan sidestilles med den danske i indhold, niveau og varighed – på nær antallet af kliniske timer – kan vi tage højde for det i længden af evalueringsansættelsen. Det betyder, at du vil skulle kompensere for de manglende timer i forbindelse med evalueringsansættelsen.

 

Sådan søger du om godkendelse af din uddannelse

For at vi kan godkende din uddannelse, skal du: 

  • sende din ansøgning og den nødvendige dokumentation via ansøgningsblanketten og betale gebyret. 
  • opfylde alle dokumentationskrav. Vi behandler først din ansøgning, når vi har modtaget alle dokumenter fra dig.

Det er vigtigt at du sender ansøgningsblanketten, inden vi modtager dine EPIC-rapporter. 

Er din uddannelse mere end 6 år gammel?

Din uddannelse må maksimalt være 6 år gammel på det tidspunkt, hvor vi har modtaget din ansøgning om autorisation – med mindre du kan dokumentere, at du har arbejdet som læge svarende til mindst 12 måneder på fuld tid inden for de seneste 6 år.

Hvis vi vurderer, at du har holdt dig opdateret indenfor dit fagområde og vedligeholdt dine kompetencer gennem arbejde inden for sundhedsvæsnet eller plejesektoren inde for de seneste 6 år, kan vi dispensere fra 6-års reglen.

Krav til dokumentationen

For at vi kan behandle din ansøgning om dansk autorisation og tilladelse til selvstændigt virke, skal du opfylde alle dokumentationskravene. Bemærk at der både er krav om, hvad du skal dokumentere, hvem der skal sende dokumentationen, og hvordan den er udarbejdet.

Du kan herunder se, hvad du skal uploade som bilag, når du søger.

Bemærk: Hvis du har søgt før 1. juli 2024 og derfor ikke har uploadet den nødvendige dokumentation sammen med din ansøgning, skal du sende al den nødvendige dokumentation til os nu enten med post eller vedhæftet en e-mail.

For at vi kan behandle din ansøgning, skal du uploade følgende til dokumentation til ansøgningsblanketten:

  1. Dokumentation for din identitet, dvs. relevante sider fra dit pas som viser pasnummer/id-nummer, navn, fødselsdato, statsborgerskab, foto af dig og din underskrift. Dine oplysninger skal stemme overens med oplysninger indtastet i ansøgningen. OBS. Dette er ikke relevant, hvis du har MitID.
  2. Hvis du har skiftet navn: Dokumentation for dit navn, hvis du har skiftet navn efter du har færdiggjort din uddannelse, fx navneforandringsattest eller vielsesattest. Dette er ikke relevant, hvis du har MitID.
  3. CV, dvs. en oversigt over din uddannelse og din erhvervserfaring i kronologisk rækkefølge.
  4. Hvis du har afsluttet din uddannelse mere end 6 år forud for denne ansøgning, skal du sende dokumentation for ansættelse inden for dit fag svarende til mindst 12 måneder på fuld tid inden for de seneste 6 år. Dokumentation for din ansættelse skal også indeholde detaljerede oplysninger om dine arbejdsområder herunder opgaver med patientkontakt.
  5. Eventuel supplerende/formaliseret efteruddannelse enten på diplom- eller masterniveau. 
  6. Eventuelt supplerende dokumentation og yderligere oplysninger, som du mener, kan have betydning for vores vurderingen af dine uddannelseskvalifikationer.
  7. Fuldmagt fra dig, hvis en anden person varetager din ansøgning. Sådan anvender du fuldmagt

Din dokumentation skal uploades i farver, og hele dokumentet skal være afbilledet, skarpt og læseligt.

Du skal uploade al dokumentation på originalsprog. Hvis dokumentationen ikke er udstedt på engelsk, norsk eller svensk, skal du uploade en oversættelse til dansk, engelsk, norsk eller svensk i samme fil.

Oversættelsen skal være foretaget af en af følgende:

  • Den uddannelsesinstitution eller myndighed, der har udstedt dokumentationen.
  • En translatør.

Oversætterens navn og stempel skal fremgå tydeligt af oversættelsen. Hvis stemplet ikke er på ét af de nævnte sprog, skal dette også oversættes af en translatør. 

Vær opmærksom på, at den oversatte version af din dokumentation skal uploades i den samme fil som originaldokumentet.

Du skal sende os en fuldmagt, hvis en anden person, fx et en agent eller et familiemedlem varetager din ansøgning på dine vegne.

Sådan anvender du fuldmagt

Vi har indgået et samarbejde med the Educational Commission for Foreign Medical Graduates (ECFMG®) i USA, som er medlem af Intealth, om verificering af udenlandsk uddannede lægers uddannelsespapirer. Hvis du er uddannet læge fra et universitet uden for EU og/eller er statsborger i et land uden for EU, skal visse uddannelsespapirer verificeres via ECFMG's Electronic Portfolio of International Credentials (EPIC). Du skal selv betale de udgifter, der er forbundet med verifikationsprocessen.

For yderligere oplysninger og ofte stillede spørgsmål om brug af EPIC skal vi henvise til Special Instructions and FAQs for Applying to the Danish Patient Safety Authority.

For at få dine uddannelsespapirer verificeret gennem the ECFMG, skal du gennemføre følgende trin:

Trin 1: Etablér en EPIC-konto

Se på ECFMG's hjemmeside, hvordan du etablerer en EPIC-konto. Når ECFMG har behandlet din anmodning og etableret din EPIC-konto, sender de dig en e-mail med dine login-oplysninger, så du kan få adgang til din EPIC-konto.

Trin 2: Bekræft din identitet med EPIC

Se på ECFMGs hjemmeside for detaljerede oplysninger. For at kunne bekræfte din identitet, skal du indsende en EPIC Identification Form (EIF). Når denne formular er godkendt af ECFMG, kan du uploade den dokumentation, som du skal have verificeret.

Trin 3: Upload de nødvendige dokumenter til verifikation gennem EPIC

Log ind på din EPIC-konto og upload:

  • Diplom (eksamensbevis for grunduddannelse som læge)
  • Eksamensudskrift (som viser alle relevante medicinske fag, herunder fag som neurologi, neurokirurgi, dermatologi m.fl.)
  • Autorisation som læge (License to Practice Medicine) udstedt af de kompetente sundhedsmyndigheder i det land, hvor du senest har arbejdet som læge. 

Når dine uddannelsespapirer er uploadet, kan du til enhver tid kontrollere status på din anmodning ved at logge ind på din EPIC-konto.

Find mere information om brug af EPIC på ECFMGs hjemmeside

Erklæring om non-registration: Hvis du endnu ikke har modtaget autorisation som læge i et land, og af den grund ikke kan uploade din autorisation til verifikation gennem EPIC, da bedes du læse om erklæring om non-registration, før du uploader de to andre dokumenter til verifikation gennem EPIC.

Læs om erklæring om non-registration

Trin 4: Send rapporter om dine verificerede dokumenter til os

ECFMG giver dig besked via e-mail hver gang et dokument er blevet verificeret. Når de tre dokumenter er verificerede, kan du gå til fanen "Mine Rapporter" i din EPIC-konto og anmode om, at en EPIC-rapport for hvert verificeret dokument sendes til os. For mere information om EPIC-rapporter, se på ECFMG’s EPIC-hjemmeside.

Vær opmærksom på, at det kan tage tid at få de tre EPIC-Rapporter verificeret. Begynd derfor gerne i god tid. Det er vigtigt, at du inden du anmoder om at få dine EPIC-rapporter sendt til os, har udfyldt ansøgningsskema og betalt gebyret. Vær opmærksom på, at "Report Issued"-datoen i den EPIC rapport, der omhandler verifikation af din autorisation som læge/erklæring om "good standing"/erklæring om "non-registration", må ikke være mere end 3 måneder gammel forud for din ansøgning. Hvis "Report Issued" datoen i den pågældende EPIC-rapport er mere end 3 måneder gammel, vil du sandsynligvis blive bedt om at indsende en ny og opdateret verifikation af din autorisation/erklæring igennem EPIC.

Vurdering af uddannelse 

Du får en kvittering, når vi har modtaget din ansøgning og den dokumentation, du har uploadet.

Vi bruger World Directory of Medical Schools og General Medical Councils (GMC) eller foretager en individuel vurdering af din grunduddannelse som læge, for at vurdere, om din uddannelse i indhold, niveau og varighed kan sidestilles med den tilsvarende dansk grunduddannelse for læger. Hvis vi foretager en individuel vurdering af din grunduddannelse som læge, kan du blive bedt om at indsende yderligere dokumentation for uddannelsens indhold, formaliseret videreuddannelse på diplom eller masterniveau eller lignende.

Det vil ofte være et eksamensudskrift, som skal vise den teoretiske og kliniske undervisningstime for hvert relevant lægefag.

Vi kan i vurderingen inddrage formaliseret videreuddannelse på diplom eller masterniveau.

Hvis din udenlandske lægeuddannelse i indhold, niveau og varighed kan sidestilles med den tilsvarende danske grunduddannelse som læge på nær antallet af kliniske timer, kan vi tage højde herfor i længden af evalueringsansættelsen, så du kompenserer for de manglende timer i denne ansættelse.

Resultat af vurdering

Hvis dit uddannelsesniveau  kan sidestilles med den tilsvarende danske grunduddannelse, vil det fremgå af vores brev, hvilke betingelser du skal opfylde, for at du kan opnå dansk autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som læge. Brevet er ikke en autorisation, og du kan endnu ikke kalde dig læge i Danmark.

Hvis vi har vurderet at din uddannelse kan sidestilles med den tilsvarende danske grunduddannelse som læge, skal du have gennemført den første evalueringsansættelse og påbegyndt eller fået et konkret tilsagn om snarlig påbegyndelse af den sidste påkrævede evalueringsansættelse inden for 5 år.

Vi kan forlænge fristen ved længerevarende fravær under autorisationsprocessen i form af alvorlig sygdom, barselsorlov eller lignende.

Bemærk - hvis vi har vurderet din uddannelse som sidestillet med en tilsvarende dansk grunduddannelse som læge før den 1. september 2024, regnes fristen dog først fra denne dato.

Fortæl os, hvis du flytter

Brevet og din dokumentation vil blive sendt til den adresse, som du har opgivet i ansøgningsskemaet, med almindelig eller anbefalet post. Husk derfor at sende os din nye adresse, hvis du flytter. Hvis du bor i udlandet skal du sikre dig, at din fulde adresse fremgår af ansøgningen og at du kan modtage breve med post, da vi ikke sender brevet med kurer, bud eller lignende

Sagsbehandlingstid

Ansøgninger bliver behandlet i den rækkefølge, som de modtages.

Aktuelt er vi ved at behandle de ansøgninger, der er modtaget i maj 2024, hvis vi har modtaget gebyrbetaling.

Vi forventer, at din ansøgning bliver behandlet inden for ca. 6 måneder fra modtagelsen af din ansøgning. Sagsbehandlingstiden tager højde for, at den uddannelsesinstitution, der eventuelt skal bistå os med at vurdere din uddannelse, har en sagsbehandlingstid på ca. 4 uger.

Bemærk, at sagsbehandlingstiden på 6 måneder er under forudsætning af, at vi har modtaget alle de nødvendige bilag til sagen fra dig, da du søgte om autorisation.

Vi prioriterer behandlingen af de ansøgere, der vurderes at være tættest på at kunne indgå i det danske sundhedsvæsen. Det gælder alle autorisationsansøgninger fra sundhedspersoner fra lande uden for EU/EØS, hvor vi har kendskab til, at ansøger har et dansk CPR-nummer og aktiv bopæl i Danmark. Det samme gælder, hvis du er omfattet af den særlige proces for særligt efterspurgte sundhedspersoner. Hvis du opfylder disse betingelser, forventer vi at behandle ansøgningen inden for få hverdage efter du har søgt og sendt den nødvendige dokumentation.

Hvis du står registreret i vores system med CPR-nummer og bor i Danmark, behøver du ikke gøre mere. Vi vil automatisk prioritere behandlingen af din ansøgning, når de nødvendige EPIC-rapporter er uploadet og du har indsendt den fysiske ansøgning inkl. den nødvendige dokumentation.

Hvis du har et dansk CPR-nummer, men ikke tidligere har givet os besked herom, bedes du kontakte os på 72 28 66 00 eller via sikker e-mail.

 

Vi kan ikke hjælpe med spørgsmål vedrørende CPR-nummer, og henviser i stedet til lifeindenmark.dk