Evaluering
Formålet med evalueringsansættelsen er at vurdere om lægen har de helt fundamentale lægelige kompetencer og ikke er til fare for patientsikkerheden. Kort sagt: Agerer han/hun som læge? Har tredjelandslægen tilstrækkelige kommunikative kompetencer til at kunne varetage sit erhverv i Danmark? Er personen læge på niveau med en dansk uddannet læge? Kan tredjelandslægen agere adækvat som læge i det danske sundhedsvæsen?
Vi vil efterfølgende lade afdelingens betragtninger indgå i vurderingen af, om tredjelandslægen kan fortsætte sit evalueringsforløb og opnå dansk autorisation og tilladelse til selvstændigt virke efter afsluttet og godkendt evalueringsansættelse. Styrelsen for Patientsikkerhed indhenter i tilfælde af særlige problematiske forløb yderligere kommentarer eller vurderinger fra uddannelsesstedet.
Vejledning til skemaet
Hvilket skema, skal arbejdsgiver udfylde?
- Hvis lægen skal evalueres i 12 måneder (2 forløb á 6 måneder), skal arbejdsgiver anvende Evalueringsskema for læger. Det er det samme skema, der skal anvendes til at evaluere begge forløb.
- Hvis lægen er godkendt til et forkortet forløb – dvs. at vi har vurderet, at lægens speciallægeuddannelse giver mulighed for at gennemføre en evalueringsansættelse på 6 måneder i stedet for 12 måneder – skal arbejdsgiver i stedet anvende Evalueringsskema til læger i forkortet forløb.
Alle felter i evalueringsskemaet skal udfyldes. Underskriver skal tydeligt kunne identificeres, og ansættelsesstedets stempel skal påføres.
Arbejdsgiver kan sende det underskrevne evalueringsskema til Styrelsen for Patientsikkerhed med post eller e-mail til aaes@stps.dk. Bemærk: Hvis skemaet bliver sendt vedhæftet en e-mail, skal der kun fremgå en fødselsdato i skemaet, da et CPR-nummer er en fortrolig oplysning, som ikke bør sendes via en ikke-krypteret mail.
Evaluering ved ansættelsens afslutning
En positiv evaluering vil være afgørende for, at Styrelsen for Patientsikkerhed giver lægen dansk autorisation og tilladelse til selvstændigt virke. Evalueringen skal sikre, at den pågældende kan fungere i en underordnet stilling som læge i Danmark.
I ”Evalueringsskemaet til læger i forkortet forløb” skal arbejdsgiver være opmærksom på, at det – ud over at vurdere, om lægen har de helt fundamentale lægelige kompetencer og ikke er til fare for patientsikkerheden som nævnt ovenfor – også skal vurderes, om lægen helt eller delvist har de kompetencer, der kendetegner en dansk speciallæge i det relevante speciale.
Den del af evalueringen, der vedrører den evalueringsansatte læges speciallægeniveau indgår ikke i styrelsens vurdering af, om lægen kan opnå autorisation og tilladelse til selvstændigt virke i Danmark, men vil indgå i en efterfølgende meritvurdering af den udenlandske speciallægeuddannelse, som foregår i videreuddannelsesregionerne.
Evalueringsskema til læger
Evalueringsskema til læger i forkortet forløb