Speciallægeanerkendelse EU og EØS

Du kan søge om dansk speciallægeanerkendelse, hvis du allerede har dansk autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som læge i Danmark. Du skal have en speciallægeanerkendelse, hvis du vil arbejde som speciallæge i Danmark. Titlen er beskyttet, og du må kun kalde dig speciallæge, hvis du har en speciallægeanerkendelse.

Hvad kan du søge om

Du kan søge om dansk autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som læge samt en eller flere speciallægeanerkendelser på samme tid, når du udfylder ansøgningsblanketten. Hvis du ikke har dansk autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som læge, kan du læse mere om dokumentationskrav på denne side.

Hvis du allerede har dansk autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som læge, kan du kun søge om en eller flere speciallægeanerkendelser. Der udstedes ikke længere dansk speciallægeanerkendelse i specialerne Intern medicin, Medicinsk allergologi, Kirurgisk gastroenterologi og Klinisk neurofysiologi, da specialerne er udgået.

Sådan får du en speciallægeanerkendelse

For at få en dansk speciallægeanerkendelse skal du:

  • være statsborger i et nordisk land, et EU-land, Liechtenstein eller Schweiz.
  • have en speciallægeuddannelse fra et nordisk land, et EU-land, Liechtenstein eller Schweiz.
    • OBS: Har du gennemført din uddannelse i et land udenfor de nævnte lande, men er statsborger i et af disse, kan du søge autorisation efter EU-reglerne. Til dette skal du uploade en Artikel 3.3. erklæring. LINK
  • sende din ansøgning og den nødvendige dokumentation via ansøgningsblanketten og betale gebyret.

Gebyr

Det koster kr. 5.195,- i gebyr at få udstedt hver speciallægeanerkendelse. Du vil blive bedt om at betale gebyret i forbindelse med udfyldelse af ansøgningsblanketten.

Du skal have en dansk speciallægeanerkendelse, hvis du vil arbejde som speciallæge i Danmark. Titlen er beskyttet, og du må kun kalde dig speciallæge, hvis du har en dansk speciallægeanerkendelse. 

Krav til dokumentationen

For at vi kan behandle din ansøgning, skal du uploade følgende til dokumentation til ansøgningsblanketten:

  1. Dokumentation for din identitet, dvs. dit navn, din fødselsdato og dit statsborgerskab (fx relevante sider fra dit pas).
  2. Hvis du har skiftet navn: Dokumentation for dit navn, hvis du har skiftet navn efter du har færdiggjort din uddannelse (fx navneforandringsattest eller vielsesattest).
  3. Dit eksamensbevis (diplom) eller bevis for afsluttet uddannelse.
  4. Konformitetserklæring udstedt af sundhedsmyndighederne i dit uddannelsesland. Det skal fremgå, at din speciallæge- eller specialtandlægeuddannelse er gennemført i overensstemmelse med de mindstekrav, der fremgår af Direktiv 2005/36/EF og at du har modtaget den dokumentation, der fremgår af bilag til Direktivet. Hvis du er uddannet i Norge, Sverige, Finland eller Island, behøver vi som udgangspunkt ikke en konformitetserklæring.Eventuelt supplerende dokumentation og oplysninger, som du mener, kan have betydning for vores vurderingen af dine uddannelseskvalifikationer. Dette kan fx være arbejdsgivererklæringer, som bekræfter relevant erhvervserfaring eller dokumentation for yderligere relevant uddannelse.
  5. Certificate of Current Professional Status/Certificate of good standing (CCPS/CGS).
    Denne erklæring skal udstedes af sundhedsmyndighederne i det land, hvor du arbejder nu eller senest har arbejdet indenfor din profession. Det skal fremgå af erklæringen, at der ikke er iværksat disciplinære sanktioner, begrænsninger eller andet i dit virke indenfor din profession. Erklæringen må ikke være mere end 3 måneder gammel, når du uploader din dokumentation. Har du senest arbejdet i Norge eller Sverige, indhenter vi selv erklæringen. Hvis du ikke kan få en erklæring om din professionelle status, skal du i stedet uploade en erklæring om "non-registration". Læs om "non-registration" 
  6. Du skal i forbindelse med din ansøgning oplyse, i hvilke lande du har arbejdet med din profession inden for de seneste 5 år.
  7. Fuldmagt fra dig, hvis en anden person varetager din ansøgning. Sådan anvender du fuldmagt

Din dokumentation skal uploades i farver, og hele dokumentet skal være afbilledet, skarpt og læseligt.

Du skal uploade al dokumentation på originalsprog. Hvis dokumentationen ikke er udstedt på dansk, engelsk, norsk eller svensk, skal du også uploade en oversættelse til ét af de nævnte sprog.

Oversættelsen skal være foretaget af en af følgende:

  • Den uddannelsesinstitution eller myndighed, der har udstedt dokumentationen.
  • En translatør. Translatørens navn og stempel skal fremgå tydeligt af oversættelsen. Hvis stemplet ikke er på ét af de nævnte sprog, skal dette også oversættes af en translatør. 

Hvis en anden person varetager din ansøgning, skal vi modtage en fuldmagt. Det gælder også, hvis det er et vikarbureau. 

Sådan anvender du fuldmagt

Sagsbehandlingstid

Vi behandler ansøgninger i den rækkefølge, som vi modtager dem. Det er vores mål at have en sagsbehandlingstid på højst 3 måneder fra det tidspunkt, hvor vi har modtaget din ansøgning.

Vi prioriterer ansøgninger fra sundhedspersoner, som er tættest på at kunne bidrage i det danske sundhedsvæsen. Denne prioritering sker i en afvejning mellem hensynet til samfundsnytte og hensynet til den enkelte ansøger.

Derfor prioriterer vi din ansøgning, hvis du kan dokumentere et konkret jobtilbud i Danmark. Det kan fx være i form af en ansættelseskontrakt eller en mail fra din arbejdsgiver om en ansættelse, der forudsætter, at du har dansk autorisation. Efter du har udfyldt ansøgningsblanketten, kan du sende dokumentation for dit konkrete jobtilbud til aaes@stps.dk.

Du skal være opmærksom på, at dokumentation for et jobtilbud ikke er en garanti for, at du kan opnå dansk autorisation.

Sådan behandler vi din ansøgning

Vi sender dig en kvittering, når vi har modtaget din ansøgning og den dokumentation, du har uploadet. Vi kan bede om mere dokumentation, hvis vi vurderer, at dokumentationen er mangelfuld. Når vi har modtaget al den nødvendige dokumentation fra dig, behandler vi din ansøgning.