Automatisk anerkendelse af uddannelse

Hvis du er uddannet i et EU/EØS-land eller Schweiz, kan din uddannelse måske anerkendes automatisk – selvom du ikke er statsborger i EU/EØS eller Schweiz. Automatisk anerkendelse betyder, at du vil kunne opnå autorisation allerede på baggrund af dokumentation for din uddannelse. Denne mulighed gælder kun for læger, tandlæger jordemødre og sygeplejersker.

Hvis du er statsborger udenfor EU/EØS eller Schweiz, men uddannet i EU/EØS eller Schweiz som enten læge, tandlæge, sygeplejerske eller jordemoder, kan din uddannelse måske anerkendes automatisk.

At din uddannelse anerkendes efter principperne for automatisk anerkendelse betyder, at du ikke vil skulle gennemføre de sædvanlige trin for ansøgere, der kommer fra lande udenfor EU/EØS, når du søger om at få en dansk autorisation. Du vil i stedet kunne opnå autorisation allerede på baggrund af dokumentation for din uddannelse mv.

Hvordan skal du søge?

Du skal søge autorisation som normalt inden for den faggruppe, der er relevant for dig. Hvis du i din ansøgning har oplyst, at du er uddannet i et EU/EØS-land eller Schweiz, undersøger vi som det første, om din uddannelse opfylder betingelserne i EU-anerkendelsesdirektiv om automatisk anerkendelse. Vi kontakter dig, hvis din uddannelse opfylder betingelserne eller hvis vi mangler information for at vurdere det.

Sådan behandles din ansøgning

Når vi skal vurdere, om din uddannelse kan anerkendes efter princippet om automatisk anerkendelse, ser vi på:

  • om dit uddannelsesbevis og eventuelle ledsagende beviser fremgår af EU-anerkendelsesdirektivets bilag V (direktiv 2005/36/EF)
  • om du har en konformitetserklæring

Vi kontakter dig, hvis vi mangler dokumentation for fx ledsagende uddannelsesbeviser og en konformitetserklæring.

Konformitetserklæringen skal være udstedt af sundhedsmyndighederne i dit uddannelsesland og skal henvise til den bestemmelse i direktivet, som vedrører din uddannelse. Det skal også fremgå, at din uddannelse er gennemført i overensstemmelse med direktivets mindstekrav for uddannelsen.

Hvis du er uddannet i Norge, Sverige, Finland eller Island, behøver vi som udgangspunkt ikke en konformitetserklæring.

Kan vi ikke godkende din ansøgning efter principperne om automatisk anerkendelse, vil din ansøgning blive behandlet efter de regler, der er gældende for ansøgere med statsborgerskab og uddannelse uden for EU/EØS.

Hvis du vil vide mere

Du kan se betingelserne for, at en uddannelse kan anerkendes automatisk i § 2, stk. 1 og stk. 3-5 i bekendtgørelse nr. 49 af 13. januar 2010 om EU- og EØS-statsborgeres adgang til udøvelse af virksomhed som autoriseret sundhedsperson.  

Læs mere om behandling af ansøgninger under de enkelte faggrupper