En patient har altid ret til at sige nej til behandling. Det gælder også ved uhelbredelig sygdom, og hvor lægen kun kan tilbyde livsforlængende behandling fx kemoterapi, respiratorbehandling, hjertemedicin eller antibiotika.
Patienten har også ret til at sige nej til at blive genoplivet i den aktuelle sygdomssituation i tilfælde af hjertestop. Hvis patienten har bestemt, at vedkommende ikke vil genoplives, må sundhedspersonalet ikke forsøge at genoplive.
Borgere over 60 år har også mulighed for at registrere fravalg af genoplivningsforsøg ved hjertestop på sundhed.dk.
Patientens beslutning om fravalg hos lægen gælder kun det konkrete forløb
Beslutningen gælder kun i forbindelse med et bestemt forløb – det vil sige en bestemt sygdom eller en bestemt indlæggelse.
Hvis den pågældende senere kommer til at fejle noget andet, og stadig ikke vil genoplives eller have behandling, skal dette aftales med lægen igen.
Hvis en patient over 60 år har fravalgt genoplivningsforsøg på sundhed.dk, gælder fravalget indtil patienten har trukket det tilbage.
Læs mere om fravalg af genoplivningsforsøg for borgere over 60 år
Hvis patienten på forhånd vil beslutte ikke at modtage behandling eller genoplivning i visse situationer, kan pågældende oprette et behandlingstestamente på Sundhed.dk
Lægen kan beslutte ikke at genoplive eller behandle
Lægen kan beslutte, at patienten ikke skal have livsforlængende behandling eller ikke skal genoplives, hvis den pågældende skulle få hjertestop. Det gør lægen kun, hvis livsforlængende behandling eller genoplivning er udsigtsløst.
Lægen skal så vidt muligt inddrage patienten, inden beslutningen bliver truffet. Lægen kan dog som hovedregel ikke afbryde en allerede påbegyndt livsforlængende behandling, hvis patienten ønsker, at behandlingen fortsætter.
Hvis patienten ikke selv er i stand til at tage stilling
Patienten kan være ude af stand til selv at tage stilling til behandling og genoplivning – fx i tilfælde af demens. I den situation skal lægen træffe en beslutning for patienten. Lægen skal inddrage de nærmeste pårørende, eventuelle værge eller fremtidsfuldmægtige.
En fremtidsfuldmægtig er en person, som patienten på forhånd har udpeget til at træffe beslutninger på sine vegne, hvis patienten en dag ikke selv er i stand til det.