Afregning mellem lande

Udgifter til behandling af borgere, der er sygesikret i et andet EU-/EØS-land, Schweiz eller Storbritannien afregnes i mange tilfælde med deres sygesikring i udlandet.

Udgiften i Danmark afregnes på vilkår som for gruppe-1 sikrede borgere, der bor i Danmark. Medarbejdere i en region eller kommune indberetter udgifterne i Indberetningsportalen, så Styrelsen for Patientsikkerhed kan opkræve betaling fra sygesikringslandet. Du skal som kommunal eller regional medarbejder være oprettet i systemet for at kunne indberette udgiftskrav.

Afregning mellem landene sker i medfør af EU-forordninger og aftaler om koordinering af sociale sikringsordninger.

Sådan afregnes udgifter, som Danmark har til gode i udlandet

Borgere, der er offentligt sygesikret i andre EU-/EØS-lande, Schweiz eller Storbritannien har ret til behandling på lige fod med gruppe 1-sikrede, når de opholder sig midlertidigt i Danmark, søger planlagt behandling eller bor her i landet, men er registreret med sygesikring i et andet EU-/EØS-land, Schweiz eller Storbritannien.

Den region eller kommune, der afholder udgiften til ydelsen, kan i mange tilfælde opkræve refusion af udgiften fra personens sygesikringsland.

Regning for en ydelse indberettes af kommunen eller regionen som et udgiftskrav i Indberetningsportalen og afregnes derefter via Styrelsen for Patientsikkerhed med det land, hvor borgeren er sygesikret. 

Styrelsen opkræver et gebyr pr. udgiftskrav af den kommune eller region, der indberetter kravet. Gebyret reguleres årligt.

Hvilke typer af ydelser kan afregnes

  • Alle ydelser i sundhedsloven.
  • Visse ydelser i serviceloven og pensionslovgivningen, fx personlig hjælp, pleje og ledsagelse, hjælpemidler eller helbredstillæg, se afsnit 10 i vejledning nr. 10329 af 12/12/2016.

Der afregnes dog ikke udgifter for ydelser, der er omfattet af en af de afkaldsaftaler, som Danmark har indgået med Sverige, Norge, Finland, Island, Portugal, Irland og Storbritannien.

Gem dokumentation for ret til ydelser

For at kunne opkræve betaling fra sygesikringslandet skal udgiftskravet kunne dokumenteres ved personens rettighedsdokument, der viser, at personen har ret til at modtage ydelser i Danmark.

Borgere, der er offentligt sygesikret i et andet EU-/EØS-land, Schweiz eller Storbritannien, dokumenterer deres ret til ydelser med følgende dokumentation:

For ret til ydelser under et midlertidigt ophold i en region/kommune:

  • Gyldigt EU-sygesikringskort eller en midlertidig erstatningsattest for kortet.
  • Gyldigt britisk sygesikringskort (CRA EHIC eller GHIC) eller en midlertidig erstatningsattest for kortet.

For ret til ydelser ved bopæl i Danmark:

  • Almindeligt sundhedskort og registreret S1 blanket eller elektronisk SED S072.
  • Borgerens sygesikringsoplysninger med S1, SED S072 eller EU-sygesikringskort registreres af Udbetaling Danmark og oplyses på en liste, der sendes to gange årligt til relevante regioner og kommuner.

For ret til planlagt ydelser:

  • S2 blanket udstedt af borgerens sygesikringsinstitution.
  • S3 blanket udstedt af borgerens sygesikringsinstitution.

Desuden kan visse andre elektroniske dokumenter, såkaldte SEDer i EESSI, vedhæftes som dokumentation for et udgiftskrav.

Sådan forløber processen for afregning af ydelser

  • Behandlingsstedet sikrer sig dokumentation for borgerens ret til ydelser ved at kopiere og gemme oplysninger fra EU-sygesikringskort, britisk sygesikringskort eller en erstatningsattest for kortet eller S2/S3-blanket ved planlagt behandling.
  • Behandlingsstedet sender dokumentation for udgift til behandlingen af en borger, der er sygesikret i et andet EU/-EØS-land eller Schweiz til regionen eller kommunen.
  • Regionen eller kommunen indberetter regningen som et udgiftskrav i Indberetningsportalen inden for 12 måneder fra udgangen af det halvår, hvor udgift til ydelsen blev afholdt, jf. BEK.nr. 564 af 29/04/2015:
    • Senest den 1. oktober for udgifter afholdt i første halvår (januar - juni)
    • Senest den 1. april for udgifter afholdt i det forudgående andet halvår (juli - december)
  • Udgiftskrav (regninger) kan løbende indtastes i Indberetningsportalen men skal frigives til styrelsen to gange årligt inden for fristerne.
  • Styrelsen opkræver beløbet fra det pågældende lands forbindelsesorgan, jf. artikel 67 i EU-forordning nr. 987/2009.
  • Medlemslandet kan gøre indsigelser mod et udgiftskrav inden for forordningens tidsfrister.
  • Den berørte region eller kommune får mulighed for at besvare indsigelsen og eventuelt eftersende supplerende oplysninger.
  • Godkendte beløb bliver af medlemslandet betalt til styrelsen inden for de gældende tidsfrister i forordningen.
  • Herefter udbetaler styrelsen beløbet til den pågældende region eller kommune.

Afkaldsaftaler på refusion af visse ydelser

Danmark har indgået aftaler om afkald på refusion med flere lande. Det vil sige, at Danmark undlader at afregne visse udgifter til ydelser, der er givet under et midlertidigt ophold i Danmark, som planlagt behandling med tilladelse eller ved bopæl her i landet. 

Hvis en region eller kommune har afholdt udgifter til ydelser til en borger, der er sygesikret i eller til udgift for et af de såkaldte afkaldslande, vil den region eller kommune selv skulle afholde udgifterne.

Regionen eller kommunen kan dog for nogle af afkaldslandene afregne udgifter til planlagt behandling, når borgeren opholder sig i Danmark med henblik på at modtage planlagt behandling, og der er udstedt en tilladelse fra borgerens sygesikring ved enten en S2 eller S3 blanket.

Afkaldsaftaler omfatter borgere sygesikret i eller til udgift for disse lande:

  • Norge (dog afregnes udgifter til planlagt behandling med S2 eller S3)
  • Sverige (dog afregnes udgifter til planlagt behandling med S2 eller S3)
  • Finland (dog afregnes udgifter til planlagt behandling med S2 eller S3)
  • Island (dog afregnes udgifter til planlagt behandling med S2 eller S3)
  • Portugal (dog afregnes udgifter til planlagt behandling med S2 eller S3)
  • Irland
  • Storbritannien