Sygesikring i Danmark
Når du er registreret med bopæl i Danmark dvs. er tilmeldt det danske CPR-register (Det Centrale Personregister), har du ret til alle offentlige sundhedsydelser i det danske sundhedsvæsen.
Dokumentationen for denne ret er dit danske sundhedskort, som du får udstedt af din bopælskommune.
Har du familie, fx ægtefælle/partner, samlever eller mindreårige børn, der bor her i Danmark sammen med dig, vil de ligesom dig have ret til alle offentlige sundhedsydelser i Danmark.
Er du omfattet af en af EU's aftaler med Storbritannien, vil du også fortsat have ret til et EU-sygesikringskort udstedt af Udbetaling Danmark. Det samme gør sig gældende for dine medforsikrede familiemedlemmer.
Har du spørgsmål til din eller dine familiemedlemmers ret til et EU-sygesikringskort, kan du kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed eller Udbetaling Danmark.
Læs mere om, hvordan og hvor du kan bruge dit EU-sygesikringskort.
Planlagt behandling uden for Danmark
Når du er omfattet af en af EU's aftaler med Storbritannien, kan du fortsat have ret til at blive henvist til planlagt behandling i Storbritannien eller i et andet EU-land.
For at du kan få dækket de offentlige udgifter til behandlingen, kræver det, at du får en forhåndstilladelse til behandlingen. Du skal ansøge om en forhåndstilladelse i din bopælsregion i Danmark.
Du har krav på en sådan tilladelse, hvis den ønskede behandling tilbydes i Danmark, men behandlingen ikke kan gives inden for en frist, der er lægeligt forsvarlig.
For nærmere oplysninger om udstedelse af en forhåndstilladelse, skal du kontakte din danske bopælsregion. Du kan også søge vejledning hos en patientvejleder i regionen.